MULTICOOL NORD

Mánudagur, 07 Maí 2012 07:26

Multicool_nord_storFoto: Henning Hjorth, Barn af Irak (udsnit af dvd-omslag).

MULTICOOL NORD er et samarbejde mellem Film fra Sør i Oslo, Antirasistiska Filmdagar i Malmö og Salaam Film og Dialog i København. De tre festivals har slået sig sammen om at zoome ind på den etniske mangfoldighed i Skandinavien ved hjælp af film, debat og levende dialog.

Projektet vil løbe af stabelen i efteråret i form af dels skoleprogrammer – dels specielle fokus på de enkelte festivaler i alle tre lande. Hold øje med udviklingen på denne blog – og senere med programmerne på festivalernes hjemmesider:

www.salaam.dk

www.filmfrasor.no

www.arf.arf.se

Øjenåbnere fra nynordiske filminstruktører...

Lige nu er projektet midt i den allermest spændende udviklingsfase: filmresearchen . Og her er vi blevet opmærksom på en interessant trend.

En iøjnefaldende del af de film, der er skabt af instruktører med nynordisk baggrund, synes nu at flytte fokus fra de nye hjemlande til de lande, hvor deres oprindelige rødder er fæstnet. Heraf mange med kurdisk- irakisk baggrund. Flere af instruktørerne er optaget af at forstå de bevæggrunde eller traumer, som bragte deres forældre til de nordiske lande.

Det er en gave for et nordisk filmpublikum således at blive taget i hånden af instruktører, der med indfølthed på én gang kan berette om de lande og den baggrund, der har præget dem såvel som vore nynordiske samfund, og samtidig om fjerne lande og kulturer, hvor der netop nu sker så store nybrud, der præger hele den verden vi lever i.

En af filmene er f.eks. den svenske dokumentarfilm "Guerillasonen", hvor Zanyar Adami gennem samtaler og en rejse til grænselandet mellem Irak og Iran med sin far prøver at forstå, hvorfor han selv havnede i Sverige som femårigt uledsaget flygtningebarn – og hvilke traumer det er, der har præget hans far og mor og dermed hans barndom.

Ligeledes svenske Karzan Kader har i kortfilmen "Bekas" givet et stærkt portræt af et par hjem- og forældreløse knægtes liv og drømme i Sadam Husseins Irak. Kader er nu i gang med at udbygge kortfilmen til en spillefilm.

I Norge sidder netop nu Hisham Zaman – kendt fra kortfilmene "Bawke" og "Vinterland" og lægger sidste hånd på sin første spillefilm, "5152 km til Himmelen", som fortæller en udviklingshistorie om en ung mands rejse fra irakisk Kurdistan til Norge. Ligeledes norsk-kurdiske Halkawt Mustafa beretter i filmen "Rødt Hjerte" om et ungt pars oprør mod et tvangsægteskab.

I Danmark har Omar Shargawi, der slog igennem med "Gå med fred Jamil", ledsaget sin far tilbage til Palæstina i dokumentaren "Fra Haifa til Nørrebro" . Og så har han med en sjældent indfølthed rapporteret fra den ægyptiske revolution i sin nyeste dokumentar: "½ revolution".

Ala'A Mohsen flygtede fra Irak til Danmark som syvårig – og nu, som 21-årig, er han vendt tilbage til Irak og har med filmen "Barn af Irak" bl.a. givet et unikt indblik i, hvordan hverdagen ser ud i et land, der stadig er præget af krigen.

Skriv en kommentar

Om projektet MULTICOOL NORD

Tre nordiske filmfestivaler, Film fra Sør i Oslo, Antirasistiska Filmdagar i Malmø og Salaam Film & Dialog i København har slået sig sammen om at fejre den nynordiske mangfoldighed og sætte spotlys på brændende temaer som kulturmøder, inklusion, etnicitet, identitet, globalisering og arabisk forår – sat til debat og set gennem filmens optik.

Vi samler et program af tankevækkende film og debatemner fra et Norden, der koger af heftige meninger, nye historier og veloplagte debattører…

Det løber af stabelen i forbindelse med festivalerne i oktober – november 2012 og kommer ud til skolebørnene igennem skoleåret 2012-13.

Blogg skrevet af Salaam Film & Dialog.

Projektet har modtaget støtte for produktionsrettet virksomhed fra Kultur- og kunstprogrammet

Facebook