Portrætinterview: Med livet i hænderne

Måndag, 28 Februari 2011 00:00

 Foto: Bodil Maroni Jensen

Da han var 18 år døde hans far i hænderne på ham. Kort tid efter forlod hans kæreste ham. I mange år kæmpede han med at overleve krisen og finde noget at holde fast i. Sidste år modtog han Nordisk Råds Musikpris. Lasse Thoresen ved hvordan det er at kæmpe sig igennem kriser, og komme styrket ud på den anden side.

Af Jakob Aahauge

Lasse Thoresen ynder at komponere stykker, der begynder stille med en enkelt fjern stemme. Langsomt pibler toner frem under over og ved siden af og inden længe lytter man til en kompleks sammensætning af lyde, der lever sammen og hver for sig.

Det tænker jeg på, da jeg møder ham på et hotel i Reykjavik, for han går stille, næsten tøvende og taler lavt. Til at begynde med. Vi går ind i hotellets restaurant og vælger et bord. Men så rejser han sig og vender sig mod lokalet ved siden af.

»Der er mere lys derinde,« siger han og retter sig op. Vi bliver enige om at gå ind i det lysere rum. 

»Musikken blev åbnet for mig tidligt. Jeg havde harmonilære, teori, kontrapunkt. Inden jeg var 15 år havde jeg faktisk en ganske stor konservatorieuddannelse bag mig. Jeg var en ganske habil pianist, da jeg var omkring 20 år. Men jeg havde også interesse for klassisk filologi, latin, græsk og filosofi.« 

»På det tidspunkt kunne jeg være gået i

hundene eller gjort andre vanvittige ting.«

»Da jeg var 18 år skete der noget, der blev et skillepunkt for mig. Min far døde i hænderne på mig af et hjertetilfælde. Nogenlunde samtidig forlod min kæreste mig. Det var en oplevelse, der rystede mit liv i grundvolden, og der var nogle år, hvor motivationen for at leve var et grundlæggende spørgsmål for mig. På det tidspunkt kunne jeg være gået i hundene eller gjort andre vanvittige ting. I stedet fordybede jeg mig i meditation og yoga. Samtidig forsøgte jeg at sortere i mit liv og finde ud af, hvad jeg havde at leve for. Og der var det musikken indtog den nødvendige plads i mit liv, og det blev altså som komponist og ikke koncertpianist. Jeg har absolut den musikalske intuition, men ikke nerverne til at være koncertpianist. Der skal stålnerver til.«

At leve eller ikke at leve
»Når livet bliver et spørgsmål om at leve eller ikke at leve, når man befinder sig i en dyb og eksistentiel krise, så træffer man nogle endegyldige valg, som forandrer een for altid. Bagefter kan man være meget taknemmelig, hvis det viser sig, at man tog nogle konstruktive valg.« 

Hvordan bearbejder man, at ens far dør mellem hænderne på een, når man er 18 år gammel. Blev musikken en måde at komme ud af det på?

»Det var en eksistentiel rystelse. Men når jeg kigger tilbage på det, kan jeg se, at jeg valgte musikken fordi det var en livsnødvendighed, og ikke fordi det var en mulighed eller en chance for mig. Musikken blev en måde for mig at være i verden på.«

Hænger musik og meditation sammen for dig?

»For mig er meditationen væsentlig på begge sider af det klingende værk. På den ene side kan man sige, at musik er noget materielt. Det er et system, en sats. Men for at et værk kan blive til må det på et eller andet tidspunkt finde sin egen nødvendighed. Det må vise sin egen vilje. En vilje der ikke er identisk med mit personlige udtryk eller mine ideelle ønsker.

Det er derimod noget, der opstår når stykket begynder at leve sit eget selvstændige liv i min bevidsthed. Og det er således en vigtig basis for overhovedet at kunne undfange  en kreativ logik, at værket selv må have sit eget liv, en kreativ vilje. Og det sker allerede før noget er skrevet eller noget er spillet. Når man går ind i den verden som et stykke er, så mærker man at der er noget. Noget som man ikke helt har overblik over.« 

Når du går i gang med et stykke ved du så, hvor det skal ende. Har du et klart billede af hvad det skal blive til eller går du i gang, så snart du har en begyndende inspiration og så ser hvordan det udvikler sig?

»Jeg har ofte improviseret stykker mentalt ud fra en overordnet idé om, hvordan forløbet skal se ud. Men der er mange ting, der forandrer sig undervejs og man må gå lidt tilbage og forhandle med sin egen vilje og træffe valg, skifte spor. Nogle gange er det lagt ud fra en total mental høring af et værk; jeg har hørt det som en slags reduktion i fantasien. Men efterhånden som det udfolder sig bliver det klart, at noget må ændres. Det kan være, at der er behov for at ændre noget drastisk.

Ofte når jeg hører et værk fremført, fortsætter jeg med at ændre det indtil det indtryk jeg får under koncerten svarer til det indtryk, jeg havde af værket før jeg skrev det ned. 
En komponist, der ikke har nogen vision om sit værk, før han skriver det har heller intet indre facit, som han kan korrigere det han faktisk hører ud fra.«

Dele en tilstand
Har du et bestemt mål med at komponere. Ser du for eksempel musikken som et instrument til at påvirke et andet menneskes følelser og sindstilstand?   

»På sin vis kan man sige det, men jeg vil nok ikke formulere det sådan for det fornægter noget af det væsentlige i den æstetiske formidlingssituation. Men det er klart, at musikken er bedre til at formidle og dele en tilstand end den er til at overbringe budskaber. Man må skelne mellem det at formidle et budskab og det at dele en tilstand. Det at dele en tilstand handler for eksempel om at dele et perspektiv, dele et tempo.

Jeg tror, at den mening som lytteren får delvist er produceret af lytteren selv. Det er meget stærkere i musikkens tilfælde end i sprogets, hvor et bestemt kognitivt indhold kan træde tydeligere frem. Den æstetiske formidling i musikken handler om at blive bevæget mentalt og fantasimæssigt, hvor hvert enkelt menneske genererer sit eget udgangspunkt for de følelser og associationer som bevæges. Musikken induserer en tilstand, lytteren generer sit spesifikke indhold«  

Meditation har haft en stor plads i dit liv.  Hvad betyder åndelighed og religion for dig?

»Det betyder noget for mig i den forstand, at jeg er Bahá’í. Bahá’í er en religion, der er opstået i midten af 1800-tallet. Det er en religion der er orienteret mod menneskehedens enhed. Budskabet er, at vi i denne tid er på vej mod en ny fase i planetens liv, en fase hvor hovedudfordringen er mødet mellem forskellige kulturer, religioner og værdisystemer. Derfor er der brug for en individuel etik af en anden type. Den fordrer en ny organisation af det offentlige liv, eller det statslige, det overstatslige liv på planeten. Altså vi lever i en situation, hvor retsstaten er blevet anerkendt som en god model for, hvordan en stat skal organisere sine anliggende.

Modellen består essentielt i, at hvis nogen lider overlast så er det ikke vedkommende, der skal hævne det selv, men derimod en statslig instans uden hævnmotiv, der skal udmåle straffen og udføre den. Hvis man ser på forholdene mellem nationerne, er vi endnu ikke kommet dertil, vi er fortsat på et stadium, hvor man må have en stærk frænde som i vikingetiden for at få sin ret.«

Så du tror på, at mennesket trods alt udvikler sig mod det bedre?

»Absolut, men perspektiverne er temmelig lange kan man sige. På det overnationale plan er det klart, at hvis vi ikke løser klimaproblemerne, så står vi over for nogle uoverskuelige konsekvenser. På det individuelle plan, så er det jo allerede aktualiseret nu, idet vi møder folk fra helt andre kulturer med helt andre religioner, mentaliteter og værdisæt. Vi kan ikke længere i Skandinavien sætte os på vores høje hest og sige, at her har vi det jo godt. Det gælder jo i hele verden, at når forskellige værdier kommer tæt ind på hinanden, så er det ofte kilde til krig og konflikter.«

»Jeg tror absolut, at vi har en åndelig

nordisk dimension tilfælles.«

Du har modtaget Nordisk Råds Musikpris og i din musik ligger en stærk arv fra folkemusikken. Hvad ser du som de vigtigste nordiske fællestræk? 

»Jeg tror absolut, at vi har en åndelig nordisk dimension tilfælles. På den ene side er vi funderet i vores forhold til natur, vores måde at leve med naturen på. Vi lever ikke bare i den, men har også en tendens til at opsøge den. Vi har også en natur som uden indgreb fra mennesker er særdeles smuk og dramatisk. Vi har også en fælles idé om at når man lader naturen være uberørt, så er den smukkest.

Den har ikke brug for vores hjælp. Nu har den derimod brug for, at vi beskytter den. Jeg tror klart, at vores forhold til naturen spiller en stor rolle for den nordiske identitet.

Derudover har vi jo et fælles religiøst ståsted gennem to vigtige bevægelser i vor historie: pietismen og rationalismen. Personligt tror jeg, at mange norske værdier kan føres tilbage til oplysningstiden, som gjorde at man så det økonomiske og det praktiske i et samlet perspektiv og det pietistiske som gjorde, at man forkastede det dogmatiske til fordel for det personligt oplevede og erfarede.« 

Hvordan ser du Opus 42, det værk som du fik Nordisk Råds Musikpris for, i sammenligning med dit tidligere arbejde?

»Jeg oplever, at Opus 42 er den første store frugt af det første store Konkressens projekt, som jeg lavede i 2004 sammen med Nordic Voices, og som jeg har videreført i de to siste årene i samarbejde med Latvisk Radiokor. Et projekt der er finansieret af Kulturkontakt Nord. Faktisk i går aftes fik jeg korrektur fra pladeselskabet som indspillede opuset. Det slog mig, at det er lykkedes at lave en mikrotonalt farvet harmonik, der fungerer ifølge sin egen logik. Og jeg tænkte, at her åbner sig pludselig et univers af tonalitet, som blev lukket i 15-1600 tallet. Antagelig lød musikken meget mere sådan før vi fik den veltempererede musik.

I gotikken havde man en pythagoræisk kalkule som basis for stemningsinstrumenter, en musikalsk praksis, musica ficta, der modificerede på en måde, som vi ikke rigtig kender. Jeg tror, at noget af det, jeg har lavet kan komme tæt op ad sådan en type modificeret tonalitet. Dermed åbnes måske et tonalt rum, hvor en hel mængde etniske traditioner udover den skandinaviske og europæiske kan flytte ind og blive forenet med en ny type harmonik og polyfoni. 

Så det er en retning, jeg ønsker at gå videre ad nu. For eksempel at inkorporere en orientalsk modalitet i dette harmoniske univers. Det har jeg planer om at gøre i samarbejde med Nordic Voices, eventuelt også med Lettisk Radiokor, for de har også kompetencerne. De kan udføre næsten umulige ting som at ramme unisont midt mellem en c og ciss. I det at ramme og blive enige om de små nuancer kan ligge års arbejde.

»Jeg er meget påvirket og inspireret af den spirituelle asiatiske musik. Både Nærøsten, Midt Østen og Fjernøsten er jeg meget interesseret i. Men problemet er jo at man må nærme sig det med en vis autenticitet man kan ikke gå rundt med en turban på sit hoved og tro, at man er inder. Det gælder også for musikken.«

At åbne en verden
Lytter man til Thoresens musik, kan man tydeligt høre den nordiske tradition og folkemusikken. Men hvad betyder det mon for ham rent personligt at være nordboer. 

»Det er et vanskeligt spørgsmål at svare på. Jeg har i hvert fald konstateret forskellige steder i verden, at Norden bliver opfattet som et meget homogent æstetisk område. Det er næsten forbløffende. Som norsk komponist, har jeg ikke specielt meget med danske komponister at gøre for eksempel. Jeg har måske et tættere forhold til svenske komponister, men jeg vil sige, at jeg fortsat har et tættere forhold til nogen af dem, jeg har mødt i Paris. Jeg har ikke nogen følelse af, at vi arbejder hen mod et fælles mål, men i praksis har vi faktisk gjort det.

Jeg tror man kan tale om, at Norden har været inkluderende snarere end ekskluderende. Noget af det tror jeg også har at gøre med forholdet høj og lav. Vi har stærke folkelige traditioner, så på en måde står det lave perspektiv stærkt. Vi har ikke i den grad kunnet isolere os i en elitær klasse, som dyrker sine specialiteter. Vi har en mere solidarisk mentalitet, hvilket har gjort at vi har følt os ubekvemme ved den eksklusive høj-avantgarde musik.«

Når jeg hører din musik får jeg den tanke, at det er musiske portrætter af en form for spirituelle verdner, meditative tilstande.

»Jamen det har du helt ret i. Musikken kan formidle en stemning, en tilstand, åbne en verden. Man kan sige, at store dele af min musik genspejler forskellige kosmologiske mønstre. Mit seneste stykke som blev uropført i Paris 18. oktober hedder Quaternité og betyder firhed. Det henviser til fire basiselementer, som er en måde at indfange virkeligheden på. Det første element er lyst og uden form og indhold, det repræsenterer på en måde urviljen. I det andet element er alt fastlagt, defineret, determineret – det bliver modpolen mellem det totalt åbne og det fastlagte.« 

Lasse Thoresen har meget på hjerte, og han ved hvad han vil sige. Ordene kommer i afmålte rytmiske doser.

»Dette er altså forstandens logik, følelsernes nødvendighed, materiens tyngde. Det tredje er relationen mellem disse to og der udspiller sig alt, som har at gøre med forholdet mellem frihed og skæbne. Det er der bønnen udfolder sig mellem mig som begrænset og Gud som ubegrænset. Det er der menneskets valg blir mulig: nye livsperspektiver, nye kompositioner melder sig i spændet mellem det helt åbne og det foreliggende og fastlagte. Det fjerde element er niveauet af fastlæggelsen af det nye i en jordisk krystalliseret form; her træder historien, traditionen og institutionen ind.

Det betragtningssæt kan man oveføre på alt fra følelser til grammatik. Ja, hele livet. Man kan sætte livet ind under en slags himmel af det åbne og altomfattende. For eksempel ikke bare at se, men at sige det man ser. Ikke bare vide, men vide at man ved. At løfte ting ud af det helt fastlagte og mod det åbne. Man kan se en analogi i forholdet mellem partikel og bølge i kvantefysikken.

En arketypisk formrelation, som har præget meget af min musik er forholdet mellem det faste, afgrænsede og genkendelige i modsætning til det løse, flydende og flyktige. Bevægelsen fra en fast formulering til en løs, kalder Schønberg en likvidering. Det er en fast ingrediens i den klassiske formdannelse fra og med Beethoven.

Men Beethoven foretager også den modsatte bevægelse fra flydende til fast. Det sker i åbningen af den 9 symfoni, som begynder bare med et tremolo som gradvis ledes frem til en fuld temasætning. Dette er en krystaliseringsproces. Hele formidlingen mellem likvideringen og krystalliseringen er en vigtig del af min formtanke. Likvidering kan bevæge sig fra det håndgribelige til det kaotiske, eller fra fokus på mere traditionelle motiviske gestalter til fokus på lydkvalitet.« 

Lasse Thoresen er professor og tydeligvis stærkt teoretisk funderet i sin tilgang til musikken. Jeg tænker på om der ikke er en splittelse mellem rollen som kunstner og teoretiker.

Det lyder som om du har en meget bevidst indgang til det at komponere. Det er meget klart formuleret i dine tanker, hvad det er du gør. Kommer sproget før musikken i din tilgang til det at komponere?   

»Det er et vanskeligt spørgsmål, men jeg tror, at i bund og grund har mit ideal været, at musikken skulle komme først. Men jeg har arbejdet meget med auditiv analyse og begrebsliggørelse af lyttekategorier. Med begreber kan man artikulere sansningen og den erindrede sansning.

Jeg har udbygget en hel teori, en analyse og en metode, som ligger i et cirka fire hundrede siders manuskript. Men det har været en del af min udforskning af musikken at opleve den gennem øret og ikke gennem noterne. Jeg har lavet måske 150 nye begreber med dertilhørende grafiske tegn, så man kan lave en meget stor tegning af det man hører. Og det er i sig selv en mental øvelse. Jeg har tænkt mig at kalde min bog for ’Emergent Musical Forms’. Min interesse for lyttende bevidsthed har så også ledet mig til at beskæftige mig med musik som er del af en mundtlig kulturoverlevering, specielt norsk folkemusik.«

Lasse Thoresen skubber servietten ind under kaffekoppen. Kigger over mod lyset og kniber øjnene sammen. 

»Jeg har været ekstremt optaget af ørets verden hele mit liv.« 

Har man som jeg tilbragt et par timer i selskab med Lasse Thoresen er man ikke i tvivl om, at det er sandt. Vi rejser os og vender ryggen til de store vinduer. Vi giver hinanden hånden og så er Thoresen væk i mængden af mennesker i hotellets lobby.