Per Petterson: »Nu må jeg skrive, ellers er jeg færdig«

Onsdag, 6 April 2011 09:15

Per.petterson2Per Petterson signerer bøger på Salon du Livre, Frankrigs største bogmesse. Foto: Jakob Aahauge

Per Petterson vandt i 2009 Nordisk Råds litteraturpris og har siden været en af nordens største og mest læste forfattere. Kulturkontakt Nord mødte ham i Paris på Salon du Livre til en snak om, hvad det er der får god litteratur til at virke. Og ikke mindst, hvordan de første ord kom på papiret.

Af Jakob Aahauge

Per Petterson beskriver sig selv som en arbejderdreng. Det er nu ikke det første der slår mig, da jeg møder ham i Paris, hvor han skal deltage i bogmessen Salon du livre, der i år har fokus på nordisk litteratur.

Siden han brød internationalt igennem med romanen Ud at stjæle heste, har han været lidt af en stjerne. Han matcher det fashionable hotel Bedford, hvor han er indlogeret temmelig godt. Her får vi et lille lydisoleret rum i kælderen og sætter os på hver sin side af bordet med en flaske vand og to glas imellem os.

Det er tydeligvis ikke første gang Per Petterson bliver interviewet og han lægger ud med at fortælle som sin far, der tog armbøjninger med fødderne i vejret og hele livet var i fremragende fysisk form. »Jeg forstår ikke, hvordan han kunne gøre det,« siger han. Petterson ligner nu selv en, der jævnligt forsøger at gøre ham kunsten efter.

Allerede fra din første udgivelse, Aske i munden, sand i skoene, er der en meget klar stemme, som går igen i hele dit forfatterskab. Har du arbejdet bevidst med at skabe den?

»Den har været der fra begyndelsen i mine udgivne bøger. I 1970’erne prøvede jeg at skrive hele tiden. Men i Norge havde vi en generation før mig af forfattere, som var utrolig dygtige blandt andet Dag Solstad og Edvard Hoem. Meget radikale og samfundskritiske forfattere. Jeg vil ikke sige, at de var mit ideal, men de tog meget plads i mit hoved og i offentligheden. Så det var meget svært for mig at finde den stemme, som jeg følte at jeg havde. Jeg blev stoppet af en slags forventning til mig selv. Det var først da 80’erne kom og fronterne blev opløst en smule, at det blev muligt for en arbejderdreng som mig at få en plads.

Jeg var meget nervøs for at skrive. For ikke at få det til at virke. Jo flere år der gik, jo mere nervøs blev jeg. Til sidst kunne jeg overhovedet ikke skrive, men det eneste jeg ville være var at være forfatter.  Det havde jeg drømt om i 15 år på det tidspunkt.«

Hvornår skrev du din første trykte tekst?

»Jeg husker min kone og mit første barn skulle rejse bort i en uge. Og så tænkte jeg, ’nu må jeg skrive ellers er jeg færdig’ Og så skrev jeg en novelle i ren desperation, som senere blev en del af samlingen Aske i munden, sand i skoene. 

Jeg sendte novellen ind til en publikation som Lars Saabye Christensen redigerede og den kom med. Så tænkte jeg ’Åh fanden, måske kan jeg skrive noveller’.  Så skrev jeg en til og sendte den til en konkurrence i en avis, hvor den fik andenpladsen. Og blev trykt. Så skrev jeg en til og sendte den til ’Vinduet’, som Jan Kjærstad redigerede. Han ringede og sagde, ’Den tager jeg!’. Og jeg tænkte ’Åh, fanden’. Og så sendte jeg dem alle til Oktober forlag. ”Har du flere?” Spurgte forlæggeren. ”Jaja, det har jeg,” sagde jeg.

Men det havde jeg jo ikke. Så derefter tog det mig næsten et år at skrive resten af de noveller, der er i bogen. Pludselig følte jeg, at det er her jeg skal være. I det minimale i stedet for det store episke, som jeg overhovedet ikke kunne håndtere.«

Havde du prøvet det før?

»Ja til side 25, men så sagde det pang! Jeg forstod ikke, hvad det var jeg skulle. Der var for mange hindringer inde i hovedet. Men det kunne jeg ikke se på det tidspunkt, da tænkte jeg bare, at jeg var helt elendig. Men jeg havde satset så meget på at skrive, jeg havde brændt så mange broer til andre ting, jeg kunne lave, at jeg stod i en forfærdelig situation, da jeg var 34.

Jeg arbejdede i Tronsmo boghandel i Oslo. Jeg arbejdede  der fra 81 til 93, så jeg var der faktisk i 12 år. Jeg prøvede at gå på universitetet, da jeg var cirka 20, men jeg forstod ingenting. Jeg forstod simpelthen ikke the concept of university. I stedet blev Tronsmo Bokhandel mit universitet. Jeg bare læste og læste og læste. Og det hjalp mig temmelig meget. Så jeg debuterede altså da jeg var 35.

Hvis man konkret skal sige, hvad den litterære stemme består af, hvad vil du så sige det er?

»Det er meget vanskeligt at svare på. I Danmark er mine bøger kommet i løbet af ganske kort tid, så kritikerne har fulgt mig ganske tæt. Og de opfatter det på samme måde som dig, som meget sammenhængende. Men det er ikke noget jeg tænker så meget over selv. Men jeg kan godt gå til bage til Aske i munden, sand i skoene og se, at jeg fortsat har noget som også findes der. Men præcist hvad det er, det kan jeg ikke sige.

Jeg kan meget hurtigt mærke, hvis jeg ikke hører hjemme i det jeg skriver. Selvom Ud at stjæle heste er noget helt andet end det jeg tidligere har skrevet, så føler jeg mig helt hjemme i den stemme. Når jeg prøver på noget, der er lidt mere far out, så mærker jeg med det samme, at det ikke går.

Man må forsøge at være modig. I kølvandet og Jeg forbander tidens flod er på en måde i familie med hinanden. Men jeg går jo længere i Jeg forbander tidens flod , hvor jeg også sprogligt er lidt mere dristig. Jeg tør at gå lidt længere i forholdet mellem moren og sønnen og mellem faren og sønnen . Det føles ret skummelt, men hvad fanden. Hvis det ikke er skummelt.«

Forholdet mellem far og søn fylder meget i dine bøger. Hvorfor er det så godt dramatisk stof?

»Forholdet mellem far og søn er jo virkelig en klassiker. Der er ufattelig mange varianter. Hvis man skal se helt dyrisk på det, så handler det jo om, at den nye skal have sin plads og den gamle må vige. Men det vil den gamle ikke for han føler, at han fortsat har ungdommens fulde kraft. Så kommer den unge og skal alligevel tage pladsen og så har vi konflikten.

Hvis faren er meget stærk kan han komme til at knuse sønnens selvidentitet eller også er faren lidt svag og giver sig for let. Det giver også en konflikt. Hos mig er det ofte sådan, at sønnen lider under at se, at faren ikke er så stærk som han ville ønske. ’Please for fanden, vær ikke så svag.’ Det er jo heller ikke til at holde ud at se på.«

Er der noget du tænker bevidst over, når du skriver. At nu vil du skildre et far-søn forhold med en svag far?

»Nej. Det tænker jeg aldrig over, når jeg skriver. De ting kommer bare og så kan jeg se bagefter, hvad det handler om. Hvis jeg satte mig ned og tænkte ’nu vil jeg skrive en historie over temaet far og søn’, så ville det være dødt fra første sætning. Når jeg skriver ved jeg aldrig, hvor jeg skal hen. Jeg begynder på en side, men ved ikke, hvor den ender. Men når jeg så er færdig tænker jeg bagefter, selvfølgelig.«

Hvordan begynder det så, når du starter på noget nyt?

»Det jeg har er for eksempel en første sætning, som føles substantiel. Så begynder jeg oppe i et hjørne og har et hvidt felt, der skal dækkes. Risikoen ved at skrive sådan er jo, at hvis jeg for eksempel bliver nødt til at rejse bort eller at jeg af en eller anden grund ikke kan arbejde, så er der måske pludselig gået tre måneder. Og så sidder man og ved ikke, hvordan man kommer videre. Så kan jeg risikere ikke at kunne komme videre i måske et helt år. Det er ganske forfærdeligt og kan nemt ende med en depression.«

Hvordan kommer du så ind i det igen?

»Jamen, det kan tage ganske lang tid og jo længere tid der går jo mere desperat bliver jeg, og så bliver det bare endnu sværere. Men på et eller andet tidspunkt sker der noget, som kaster mig tilbage. Det kan være noget, jeg ser på TV, eller noget der står på bussen, der kører forbi. Det kan være hvad som helst. Jeg forbander tidens flod, som jo er 235 sider eller noget i den stil tog mig cirka tre og et halvt år at skrive. Og der var et helt år i midten som gik fuldstændig i knas.«

Bevidstheden om at noget, man har brugt to år på pludselig kan brase sammen, må være lidt af et pres.

»Jamen, jeg har ikke råd til at det braser sammen. Jeg stryger aldrig noget, jeg har skrevet. Jeg må bare vente på, at jeg kan fortsætte. For jeg tænker at hvis jeg var overbevist om, at der var en roman her for et halvt år siden, så er der fortsat en roman. Jeg er bare faldet ud. Så jeg må tilbage i den roman, som jeg ved findes. Jeg skriver måske kun tre sider og så ved jeg, at her er en roman. Jeg må bare hugge den frem som var det en stor stenblok, hvor man ved at figuren er derinde.«

Min fars boghylde

Hvis du skal pege på en enkelt begivenhed, der har gjort at du er blevet forfatter, hvad skulle det så være?

»Min far havde en rigtig fin lille reol med bøger, som han aldrig havde læst, men som mere var et slags møbel. Der var Dostojevskij, Tolstoj, Ibsens samlede værker, men jeg så aldrig nogen læse i de bøger. Men en dag tog jeg en af dem og begyndte at læse og så læste og læste jeg bare. Det var dér det begyndte. Jeg læste Ibsen, men synes det var forfærdelig kedeligt. Så var Tolstoj langt bedre.«

Men derfra og så til at skrive selv?

»Ja, der er jo mange rigtig gode læsere som ikke bliver forfattere. Men der sker jo et eller andet en dag, hvor man bliver selvbevidst i sin læsning. Og tænker ’hvad er det han gør, så jeg føler sådan.’ Pludselig ser man, at han gør noget som jeg ikke forstår. Det er det jeg kalder for it – en slags merværdi som skaber følelser i dig. Nogle bøger har ikke nogen merværdi, og så er det bare tekst. Men når du er bevidst om den merværdi, så begynder man at jagte den. Man begynder at læse på en anden måde og prøver at finde ud af, hvad der sker. Da jeg pludselig forstod det, ville jeg være forfatter. Jeg ville gøre det de gjorde, men jeg vidste ikke hvad det var de gjorde. Hvad er det Hemingway gør, hvad er det Tolstoj gør, så jeg føler mig eleveret. På en måde er det teknisk og på en anden måde er det ikke. Du genkender det når du ser det, og du mærker at det mangler, når det ikke er der, men du ved ikke præcis, hvad forskellen er. Da det gik op for mig ville jeg være forfatter, men jeg vidste jo ikke hvad det var de gjorde«

Har du fundet ud af det?

»Nej, men jeg tror at flere af mine bøger har den merværdi. Det kan jeg se på den respons jeg får. Hemingway siger om sin novelle The big two-hearted river, hvor Nick Adams fisker og stort set ikke laver andet, at det den handler om jo er krigen selvom den ikke er nævnt med ét ord. Og det gælder for en masse andre noveller som handler om det samme. Hemingway siger jo, at hvis man ved præcis hvad det er, man udelader så går det fint. Jeg er kommet til den modsatte konklusion. Hemingway arbejder indefra og ud, men jeg arbejder udefra og ind. Jeg ved ikke, hvad jeg udelader men jeg forsøger at finde ud af det i løbet af romanen.«

Skriv en kommentar