Eliasson: »Jeg ville egentlig være maler«

Måndag, 9 Maj 2011 07:17

Foto: Einar Falur Ingólfsson

De islandske forfatter Gyrðir Elíasson vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2011 for sin novellesamling Milli trjánna (Mellem træerne). Han er ikke en forfatter der er kendt af et bredt publikum, men det ændrer sig med stor sandsynlighed nu. Kulturkontakt Nord tog en snak med ham om inspiration og den islandske forbindelse til magien mellem drøm og virkelighed.

Af Jakob Aahauge

Hvordan vil du beskrive din bog, Milli trjánna (Mellem træerne), som gav dig Nordisk Råds Litteraturpris i år?

»Novellerne i min bog er meget varierede både i tone og stemninger. Det vigtigste element er nok, at de fleste af dem ligger på grænsen mellem drøm og virkelighed. Som genre er de mere som skitser end traditionelle noveller.

Jeg er meget interesseret i at forsøge at befri mine tanker og lade det flyde, ikke at tænke for meget, men bare skrive. Normalt planlægger jeg ikke noget, før jeg begynder at skrive. I de fleste tilfælde skriver jeg som man læser, jeg lader tingene komme efterhånden som historien udfolder sig. I nogle tilfælde har jeg formet historien på forhånd, men ikke særlig ofte. Jeg lægger ikke vægt på at lave et plot, plottet udvikler sig efterhånden som jeg skriver.

Jeg beundrer Ray Bradbury, den amerikanske fantasyforfatter. Han sagde, at han bare satte sig ved sin skrivemaskine og ventede på, at der dukkede noget op.

Det var en trøst for mig, da jeg læste det, for indtil da havde jeg på fornemmelsen at ingen andre end mig arbejdede med den metode.

Alle andre lod til at være meget organiseret i deres arbejde. Men sådan er jeg ikke, og det er måske også grunden til, at jeg er så glad for improviseret jazz.«

Hvad tror du det vil betyde for dig, at du har vundet Nordisk Råds Litteraturpris og har du fået meget opmærksomhed siden det blev annonceret?

»Ja, så meget, at det har været svært at få tid til at skrive,« siger Eliasson og griner. »Det betyder meget. Det bliver lettere at få mine bøger oversat, hvilket er svært for en islandsk forfatter, men meget vigtigt, da det er et lille sprogområde, i den forstand, at kun få mennesker læser og taler det.«

Ser du dig selv som en nordisk forfatter?

»Jeg tror ikke så meget på nationalitet, når det kommer til litteratur og kunst. Det kan meget let føre til en begrænsning. Jeg er enig med Jorge Luis Borges, der sagde, at "Litteratur er ikke af national, men af menneskelig oprindelse."

De største nordiske forfattere er universelle - de beskriver oplevelser, der er fælles for hele menneskeheden. Hamsun for eksempel, ser jeg som en universel forfatter. Det samme gælder for William Heinesen, Tove Jansson, Per Petterson, Astrid Lindgren, Tarjei Vesaas, Bo Carpelan, for at nævne nogle få. Jeg tager børnebogsforfattere med uden tøven for det er en genre, der er helt ligeværdig med andre.

Både Tove Jansson og Bo Carpelan skrev fremragende bøger til voksne også. Jeg føler stadig, at det var en stor fejl af det Svenske Akademi, at de ikke tildelte Astrid Lindgren Nobelprisen.«

Du er ofte blevet sammenlignet med den amerikanske short-story forfatter Raymond Carver. Hvad synes du om den sammenligning? Har han været en inspiration for dig?

»Som forfatter sammenligner jeg aldrig mig selv med de store mestre.

Jeg beundrer Carver, men jeg har ikke tænkt på nogen ligheder mellem ham og mig. Jeg beundrer også forfattere som Borges, som jeg vil mene, jeg er tættere på end Carver. Vi har begge det magiske element. Men selvfølgelig opfandt Borges ikke fantasien. Jeg har søgt inspiration i mit arbejde fra mange forskellige forfattere, og fra mange forskellige slags tekster over hele verden.

Den polske forfatter Bruno Schulz har skrevet nogle noveller, som jeg finder meget inspirerende. Også han er ikke langt fra Borges i forhold til at blande virkelighed og fantasi.

Som islandsk forfatter har jeg altid været interesseret i forholdet mellem drøm og virkelighed. En interesse der kommer fra de islandske sagaer, som selvfølgelig har påvirket mig, men jeg har faktisk været mere påvirket af folkeeventyr, der blev samlet i det 19. århundrede. De har også en meget stærk og mærkelig blanding af den barske virkelighed og fantasi. De er nedskrevet fra en mundtlig tradition, der stammer fra en vanskelig tid i nationens historie. Disse samlinger betød meget for mange generationer af mennesker, næsten på samme måde som sagaerne.«

Kan du se nogen specifik udvikling, når man ser på dit forfatterskab?

»Jeg kan se, at en masse har ændret sig siden den første bog udkom. Når jeg skriver en ny bog siger jeg ikke til mig selv, at nu vil jeg lave noget nyt eller anderledes. Men der vil altid automatisk ske en forandring. Jeg forandrer mig og det gør det, jeg skriver også.

Jeg begyndte med at skrive poesi. På en måde ser jeg mig selv som en digter, der skriver prosa. Jeg er meget påvirket af billedkunsten. Min far var kunstmaler, hvilket har påvirket mit forfatterskab meget. Jeg skriver meget visuelt.

Jeg ville egentlig være maler, men jeg besluttede, at jeg ikke havde talent nok, så jeg begyndte at skrive i stedet. Jeg ser billeder som jeg gerne vil udtrykke - billeder i stedet for plots. Stemningen er meget vigtigt for mig i det jeg skriver, mere end selve historien.

På mange måder er min fars malerier årsagen til, at jeg ville være forfatter. Man kan sige, at mit forhold til maleriet gjorde, at jeg blev forfatter. Der er en tendens til, at man vil lave et stort skel mellem de forskellige kunstarter, men det mener jeg ikke, der er nogen grund til.

I forhold til, hvad de forskellige kunstgenrer udtrykker smelter de ofte sammen. En maler kan være meget litterær og en forfatter kan være meget visuel og så videre. Nogle komponister bruger digte indirekte i deres musik for eksempel. Udskifter ord med toner, som Mendelssohn for eksempel gør i hans sange uden ord.«

Maler du stadig?

»Jeg kan godt lide at lege med farver men det er bare for mig selv. Det er ikke noget, jeg viser til andre.

Men det er behageligt at tage en pause fra at skrive ind i mellem.«