Interview: "Jeg omgås virkeligheden som en fortælling"

Fredag, 17 September 2010 10:15

einar-mar_web2Den islandske forfatter Einar Már Gðdmundsson. Foto: Jakob Aahauge

Einar Már Guðmundsson, der modtog Nordisk Råds litteraturpris I 1995, er siden han udgav Hvidbogen – krisen på Island, blevet en folkestemme på Island. Han tænker ikke meget over om det, han skriver er virkelighed eller fiktion, og så mener han, at vi i Norden har et åndeligt fællesskab, en slags nordisk yoga.

Af Jakob Aahauge

”Vi, der sejlede under krigen, drikker kaffen sort, ikke sådan noget socialdemokratisk sprøjt." Sådan siger Gudjón i novellen ’Bøsserne i Breidholt’. Fortælleren i samme novelle drikker også sin kaffe sort, selvom han ikke har sejlet under krigen. Det samme gør forfatteren til novellen, Einar Már Guðmundsson, da vi sætter os til rette i Nordens Hus i Reykjavik. 

Faktisk får han en hel kande sort kaffe, som han langsomt, men stædigt tygger sig igennem. Einar Már har talt om kunstens politiske potentiale en hel dag på et Kulturforum under Nordisk Ministerråd, så da klokken slår seks, er det ikke uden træthed i ansigtet. Siden han udgav bogen om krisen på Island har han deltaget aktivt i den politiske debat. 

Hvorfor valgte du at skrive bogen om krisen i den debatterende essayform og ikke som en roman? 

"Jeg føler meget sjældent, at jeg vælger en form, det er snarere formen, der vælger mig," siger Einar Már ikke uden mystik i stemmen.
"Du kan tale om en ny genre i mit forfatterskab, der begynder med mine noveller ’Måske posten er sulten’ – på en måde afskaffer jeg fortælleren. Jeg afskaffer den skillelinje, der er mellem forfatteren og fortælleren. 

Det er for mig en metode til at komme tættere på det, jeg skriver. Det er ikke noget, der er udspekuleret, men en metode der dukker op. Det virkede på samme måde med min første roman, Ridderen af den runde trappe – det var først da der var nogen, der fortalte mig det, at jeg opdagede, at den var skrevet i nutid. Men det gør jo, at man hele tiden er tilstede i teksten." 

Kunsten er at skabe troværdighed

I Hvidbogen om krisen på Island er fortælleren jo netop umiddelbart lig med Einar Már Guðmundsson. Jeg kom til at tænke på historien om drengen, der sidder i toget og sutter mælk fra sin mors bryst og derefter bøvser og slutter af med at tænde en smøg. Det må du så selv have set?

"Jah", siger Einar Már tøvende.  

Så du har næsten set det?

"Ja, jeg har næsten set det. Næsten, næsten," siger han og ler. "Hvidbogen er jo et godt eksempel på, hvordan jeg blander alle slags genrer sammen. Jeg omgås virkeligheden som en fortælling. Jeg blander alle slags elementer fra essays, noveller og prosa. Jeg kommer altid lidt i klemme, når folk spørger om det er rigtigt, det de har læst i mine bøger også mine romaner. Folk er altid nysgerrige efter at høre om det virkelig skete, som jeg har beskrevet det. ’Skete det virkelig på Hotel Saga’ osv."

Kunsten er at skabe troværdighed i teksten, og det lykkes dig vel så meget godt, når folk vil vide om det, der står i dine romaner er sandt. Det lover man dem jo ikke ligefrem ved at kalde det en roman.

"Præcis, det er det, der er kunsten. Hvis jeg skriver det, så er det min opgave at gøre det så troværdigt som muligt. I historien fra ’Universets engle’, hvor de ikke kan betale regningen og siger, at de alle er fra sindssygehospitalet og beder om, at der bliver ringet til politiet. 
Det bygger på en historie, der i virkeligheden måske foregik et helt andet sted, og som slet ikke havde den samme betydning. Det er det jeg synes, der er interessant. Ofte bliver en sandhed fra en roman, en sandhed fra virkeligheden. På samme måde som man kan opleve noget i sit liv, som man kan være i tvivl om er virkelighed eller fiktion."

Nordisk yoga

Hvad identificerer du dig med som islandsk forfatter. Betyder nordisk identitet noget eller er det noget, vi har digtet?

"Det er måske en digtning om virkeligheden. Vi har jo meget tilfælles lige fra velfærdsstaten til det faktum, at vi alle er ret små i hvert fald, hvad antallet af indbyggere angår. Ude i verden ser de jo på de nordiske lande som en helhed. Hvis du møder en amerikansk eller mexicansk professor, så taler de jo om nordisk litteratur som ét. Det er ikke så forskelligt fra, når vi taler om sydamerikansk litteratur. Vi skelner heller ikke så meget mellem de forskellige lande i Sydamerika, men ser det som en litteratur med en fælles baggrund. Og det samme kan man sige om den nordiske fortællekunst."

Vi ser jo på den sydamerikanske litteratur som en magisk-realistisk litteratur. Hvis det er sådan vi kan karakterisere den, hvordan vil du så karakterisere den nordiske? 

Einar Már vender hovedet og kigger over mod Hallgrímskirken, der stikker op fra jorden med samme beslutsomhed som de fjelde, der omkranser Reykjavik. Det virker som om naturen og Gud kæmper en kamp om, hvem der er størst her. Einar Már tænker, og da han har fundet sit svar vender han igen hovedet. Han indstiller sit borende blik med øjne, der ligner skarpslebne grønne diamanter.   

"Det som går igen helt tilbage fra sagaerne og så til nutiden, det er en slags ydmyghed overfor universet. At stå alene ude i vidderne og mærke en kosmisk harmoni. Det er en slags nordisk yoga. Det betyder ikke, at vi tænker på det hele tiden, men det ligger der. Det er meget subjektivt, men poetisk. Der ligger også en ydmyghed og ensomhed i det nordiske, men også en skønhed. Det er en fornemmelse som jeg især finder beskrevet hos Wilhelm Heinesen."

En høj, mørk kvinde får øje på Einar Már og kommer hen til ham og hilser. Det er tredje gang på én time, at folk må hen og hilse. Ingen tvivl om, at Einar Már er et både vellidt og kendt ansigt i Reykjavik. Han kigger ud af vinduet og fanger tanken igen.  

"I nordisk litteratur finder vi også en vis respekt for dem, der står udenfor samfundet. Vi elsker landsbytosser, der jo kan være mange steder også i byerne.

Den anglosaxiske verden tager meget lidt ind i dag. De har sådan en åndelig mur, hvorimod vi nordboere har været tvunget til at være mere åbne overfor omverden. Det var jo tilfældet før i tiden med Frankrig, hvor franskmænd troede, at de var verdens navle og alle var nødt til at læse fransk litteratur, men de behøvede ikke selv at læse andre landes litteratur. Pludselig stod de i en alvorlig knibe, fordi fransk litteratur ikke længere var så interessant."

Men du forstår dig selv som forfatter og menneske i nordisk sammenhæng?

"Ja, jeg ser absolut mig selv i en nordisk sammenhæng. Jeg har jo boet og arbejdet i Danmark og på Færøerne. Og jeg har sluttet mig til en poetik, der har sine rødder i sagaerne. Folk kommer tit hen til mig og siger, at jeg skriver det som de tænker. Jeg er blevet en slags bugtaler for folket på Island," siger han og ligner en, der er godt tilfreds med den rolle. 

Einar Már har ikke mere kaffe og vi bliver enige om, at det må være nok for i dag og går udenfor. Vi kigger på fjeldet og kirken. Einar Már tænder en cigaret. En ældre mand med butterfly og hvid skjorte kommer hen og hilser på. 

Han siger noget på islandsk, men da han hører, at vi er i gang med et interview slår han over i skandinavisk, kigger på mig og kommer måske med forklaringen på, hvorfor så mange på Island synes godt om Guðmundsson. "Einar Már er en af de eneste på Island, der tør sige tingene som de er. Alle andre tier stille."

Skriv en kommentar